Skal du flytte hjemmefra?

Giv din nye økonomiske situation
lidt ekstra opmærksomhed og kom godt fra start

For mange er studiestart ensbetydende med, at de skal flytte hjemmefra. Men det kan være en dyr omgang, for ofte er det et første møde med faste boligudgifter, ligesom mange måske skal investere i alt fra møbler til tallerkener og alt det andet, der hører sig til. Oveni kommer så udgifterne til bøger og andet studiemateriale.

Mange bliver overraskede over, hvor dyrt, det egentlig er at flytte hjemmefra og bo for sig selv. Der er mange udgifter, man som hjemmeboende ikke har været opmærksom på, og derfor skal man måske til at spare meget mere, end man er vant til.

Du kan derfor gøre dig selv en stor tjeneste ved at forberede dig på den store økonomiske forandring, det er at flytte hjemmefra. Ofte kan det handle om at starte med at lave om på små vaner i hverdagen, som faktisk kan ende med at koste dig mange penge hen ad vejen.

Få en god start:

  • Læg et budget og få overblik over din økonomi
  • Undersøg, hvor meget du må tjene ved siden af din SU. Læs mere på su.dk
  • Ændr din forskudsopgørelse på skat.dk, så din indtægt er korrekt, og du undgår at skulle betale restskat
  • Ansøg om boligstøtte på borger.dk
  • Overvej at købe brugte bøger
  • Lån bøger på biblioteket frem for at købe
  • Spørg efter studierabat, når du handler, går på gallerier og museer, skal til særlige arrangementer osv.

Brug tid på nettet: læs andres forslag til at spare og vælg de måder, som passer bedst til dig. Herunder er et par steder at starte, men lad dig ikke nøjes med dem – der er mange flere steder derude.

Køb brugte og billige studiebøger:
Et sted at finde dem er på Pensum.dk - ofte finder du relevante studiebøger i miljøet omkring dit studie, på opslagstavler eller Facebook.

Et mindre udvalg af gratis e-bøger
findes på bookboon.com

Sparetips, gode råd og værktøjer: Sparekassen Kronjylland har samlet en side med gode råd og gratis værktøjer, til at holde styr på dit budget. Læs mere her Tjek også siden raadtilpenge.dk, hvor du også finder en side med god råd til dig, der flytter hjemmefra. 

I sidste ende afhænger det hele af, om du tager styring på egen økonomi. Husk, at du kan bruge din bankrådgiver, hvis du har brug for hjælp med at styre din økonomi.