17/11/2016

Apps der hjælper dig til at spare penge

Skrevet af:
Nymaane

Den første app hedder YourLocal (ja, uden mellemrum). På et kort er det muligt at se alle de rabatter, der er i ens lokalområde, og man kan endda vælge bestemte butikker, så man får en notifikation, hver gang de har et nyt tilbud. Her er både frisører, teatre, supermarkeder, specialbutikker, m.m. Man hjælper fx med at undgå spild, man sparer penge og støtter ens lokalområde, så der er mange fordele ved at tjekke denne app!

 

Den anden app hedder TGTG (Too Good To Go). Appen er lavet for at mindske madspild, samtidig med at man som bruger sparer gode penge. Konceptet er, at restauranter, caféer og bagere melder deres butikker til, og hver dag vil man kunne købe deres ”rester”. Det vil sige, at hvis man kommer ’kvart i lukketid’, kan man få en pose blandet brød og kager, en stor takeaway boks eller en godtepose med den ellers gode mad, som ikke er blevet afsat i løbet af dagen. I stedet for at smide det ud, bliver det en billig aftensmad, som man kan spise med super god samvittighed!

Nymaane

Hej med jer!  Oprindeligt kommer jeg fra en lille, dejlig by der hedder Skave, men for to år siden flyttede jeg til Århus for at studere; det betyder også at jeg netop er gået i gang med tredje år på universitetet, hvor jeg læser psykologi. Udover at studere er jeg vikar i en integreret børnehave og frivillig ved Dansk Flygtningehjælp, to ting jeg er meget glad for. I min fritid elsker jeg at skrive, og ikke nok med at jeg blogger om det at være ny i Århus her på nyibyen.dk, kører jeg også på min egen blog nymaane.dk.

Jeg kunne selv have brugt en side som denne, da jeg flyttede til Århus, og glæder mig rigtigt meget til at dele mine erfaringer om det at være tilflytter!