Bliv mæt for under 100 kroner i Aarhus

Skrevet af:
Sidsel og Lasse

Wedoburgers (Østergade) – WeDoBurgers har opnået succes med deres enkle menu, der består af enten hamburger eller cheeseburger med timian-fritter og sodavand til. Sådan en menu koster 80 kr., og de penge er godt givet ud, hvis man spørger os. Saftig burger og rigeligt med sprøde fritter.

Kowloon (Frederiksgade + Banegårdsgade) – Kowloon tilbyder dejlig og billig asiatisk mad. Det er ikke fine dining, men deres Pad Thai, Kylling i Panang karry eller And i Matsaman karry til bare 60 kr. er altid vindere i vores bog – og så er portionerne store nok til at man bliver rigelig mæt.

Burger Shack (Frederiksgade) – Man skal ikke være særlig observant, for at have opdaget, at der er gået sport i at åbne burgerrestauranter i Smilets By. En af vores favoritter er Burger Shack, som laver aldeles solide burgers uden dikkedarer. Til 95 kroner får du en menu med fritter og drikkevarer, som kan nydes ved Tir Na Nogs borde lige overfor.

Vaca (Graven) – Vaca serverer autentisk mexicansk fingerfood og priserne er utroligt rimelige. Tre tacos eller en burrito kan købes for 64 kr. Vi tilkøber som regel deres gode tortilla chips, guacamole og svineribs. Især sidstnævnte er virkelig gode! Prisen ryger dog stadig ikke over de 90-100 kr. per mand.

Oli Gak (Mejlgade) – Oli Gak er franske Oliviers nyeste skud på stammen over franske spisesteder, der tilbyder god mad på budget. Her serveres alt fra fisk og moules frites til bøf og langtidsbraiseret oksekød. To retter kan købes for 85 kr., og vi har endnu ikke prøvet at gå sultne derfra.

Oli Nico (Mejlgade) – Oli Nico serverer virkelig god fransk gastro-mad til små priser. Det er dog også ved at være et kendt faktum i byen, så man skal være hurtigt ude og eventuelt væbnet med lidt tålmodighed, hvis man vil nyde deres mad – især, hvis du vil spise ved et af restaurantens få borde. Når man kan få en omgang moules frites til 65 kr. eller dagens to-retters til 105 kr. forstår man godt den store efterspørgsel.

Mr. Mums (Jægergårdsgade) – Lad dig ikke narre af det lidt platte navn, for deres sandwiches og pastaretter ER virkelig mums! Vi kan anbefale deres sandwich med trøffelsalami og gedeost – virkelig en luksussandwich, som smager himmelsk og mætter rigtig godt. Den koster 65 kroner.

Vesterlauget (Vestergade) - Vesterlauget er en afslappet og hjemlig gastrobar, der både serverer dejlig frokost og en god dagens ret. Den står som regel i 85 kr. og kan fx bestå af klassiske franske bonderetter som cassoulet eller confit de canard eller måske en god, engelsk sherperds pie.

Haute Friture (Graven) – Craver du en himmelsk hotdog, saftig porcetta eller sprøde fritter, er Haute Friture stedet for dig. Prøv deres Le Coq Dog med merguez-pølse, og nyd den gerne på den solbeskinnede græshøj på modsatte side af gaden med en kold cola og en portion fritter til.

Le Coq (Graven) - Hver tirsdag serveres Mad&Fad i Le Coq-baren (ej at forveksle med restaurant-delen ved siden af – der dog også serverer dejlig mad). Hver tirsdag er der en ny ret på tavlen – fx lasagne, fiskedeller eller blomkålsgratin. Du får serveret retten med en iskold fadøl til, og så koster det kun 50 kroner. Der er altid en skøn stemning, og hvis du er lidt hurtig, kan du nå at få en ekstra portion (uden beregning, naturligvis – der skal jo spises op).

Ren & Stærk (Mejlgade) – Dette lille sted har specialiseret sig i low carb-retter, der er propfyldt af sunde proteiner og grøntsager. Vi kan anbefale Kalkun Korma og Grøn Gris til den nette sum af 75 kr. pr. portion. Man går mæt, glad, ren og stærk derfra! Et hit hos byens crossfittere og andre motionsentusiaster.

Fika (Jægergårdsgade) - Fika laver dejlige vegetarretter, der primært består af økologiske ingredienser. Deres salater og grønsagstærter smager virkelig lækkert og kan købes for omkring 75 kr. De kan fint gøre sig ud for et aftenmåltid, som faktisk mætter overraskende godt.

Den Grønne Papaya (Nørregade) - Gammel kærlighed ruster ikke, og således er vi stadig forelskede i den lille papaya på Nørregade. Her serverer det sødeste par Aarhus’ bedste vietnamesiske mad. Ejeren kender efterhånden vores bestilling  – forårsruller med risnudler til 65 kr. Hertil følger lækker syltet kinaradisse/gulerodssalat, koriander, fish sauce, bønnespirer og agurk. Stedet ser ikke ud af meget, men maden er i top!

Café Piccolina (Skolegyde) – Café Piccolina specialiserer sig i italienske retter, og det gør de godt. Deres “Tartufo”-pizza med salami skulle være out of this world. Den fås til 94 kr. om aftenen og om dagen kan alle deres pizzaer købes til bare 55 kr. stykket.

Murphy’s Burger Joint (Nørregade) – Murphy’s er relativt nyåbnet, men serverer allerede en gedigen burgermenu til 75 kr., der både inkluderer burger, fritter og en sodavand. Hos os rangerer Murphys blandt toppen af aarhusianske burgersteder.

VW Café (Thorvaldsensgade) - Selvom stedet egentlig er en café, kan du også få dig et velsmagende aftenmåltid (indtil kl. 21) i hyggelige omgivelser. En stor, mættende salat eller portion chili con carne koster 52 kr. Slut eventuelt af med en kop kaffe og et slag backgammon eller Bezzerwizzer.

Il Mercantino (Mejlgade) – Il Mercantino er vores go-to, hvis vi craver italienske pizzaer eller virkelig gode foccacia-sandwiches med prosciutto og mozzarella. Maden er altid helt frisklavet og smager som på et italiensk pizzeria. Pizzaerne kan købes for omkring 80 kr. stykket, mens deres sandwiches koster lige omkring det halve.

Sidsel og Lasse

Vi hedder Sidsel og Lasse og har boet sammen i en lille lejlighed i Aarhus siden 2010. Derudover har vi sammen drevet livsstilsbloggen sidseloglasse.com siden 2009. Sidsel har en kandidatgrad i Oplevelsesøkonomi og arbejder som Digital Producer hos HELE VEJEN, mens Lasse har en kandidatgrad i Medievidenskab og arbejder med PR og marketing hos Minimum. Aarhus er og bliver vores yndlingsby, men vi har hver især også boet i blandt andet Sydney, København og San Diego i løbet af de sidste seks år. Vi elsker at udforske Aarhus og gøre brug af byens mange tilbud og muligheder, som der bliver flere og flere af i takt med den voksende popularitet, den jyske hovedstad har oplevet de seneste par år.