15/11/2016

Cafeer med gode studieforhold i København

Skrevet af:
Camilla Stemann

Kosta Kaffebar, Amagerbrogade

Da jeg boede på Amager var Kosta en af mine favoritter, men jeg kan stadig finde på at cykle turen over broen for at arbejde her. Der er god kaffe, stemning, sandwich, service og masser af plads. Både ved vinduet og inde bagved i de bløde stole. 

Sidst jeg var forbi fik jeg en sandwich med laks, og så betalte jeg for ekstra avokado, så det i alt blev 61 kr., så i alt 85 kr. for kaffe og sandwich. Yderst fair! Og så var sandwichen virkelig god. Varm og snasket med pesto, tomater, agurk og dild. Perfekt!

Tip: Skulle der være fuldt hus, eller vil du prøve et andet sted på Amager, kan Rust&Kaffen lidt længere oppe ad gaden også anbefales.

Kosta

 

Bevar’s på Ravnsborggade

Yderst elskværdige priser, dejlig stemning og de mest hjemlige omgivelser. Her finder du behagelige og på-sin-egen-måde stilede stole samt de tre S’er: stikkontakter, stabilt internet, summende musik- og cafélyd. Og og og…. latte (dobbelt shot) til 30 kr. Det må nævnes. Faktisk bør alle cafeer med en latte-pris på under 40 kr. faktisk hyldes!!

Der er også vært for rugbrødsmadder til fine priser og en lækker morgenskål med skyr, müsli og honning,

Tip: Kom tidligt. Her er hurtigt godt fyldt op. 

Bevar's

 

Hvitfeldt Kaffe, Peder Hvitfeldt Stræde 

Sådan fin lille café i allerinderste indre by! Jeg er vild med, at cafeen er på 1. sal, at der er et kig ud til cafeen og køkkenet, stikkontakter overalt og flere borde med fine arbejdsforhold, og anderledes ting på menukortet som f.eks. øllebrød og bananpandekager. 

Priserne for maden er lidt i den dyrere ende, men stadig til at betale. 

Tip: Stedet er stadig forholdsvis uopdaget, så tag derind før din nabo!;)

Hvitfeldt Kaffe

Mellemrummet på Ravnsborgade

Oh la la, det her er da godt nok lige et sted, jeg ville ønske jeg kendte, da jeg selv var en af “de der studerende”, der cyklede rundt med læssevis af bøger i rygsækken, en studiegruppe og ikke altid nok penge i pungen til at snuppe både morgenmad, kaffe, frokost, kaffe igen og måske endda aftensmad “ude i byen”. Næ nej, der var rugbrødsmadder i staniol altså vejen frem. OG tænk engang – dem må man medbringe herinde! En god caffe latte til den særdeles rimelige sum af 25 kr. og vupti, så kan man sidde her hele dagen og nyde af wifi og fin plads.

Tip: Det her er en non profit café, så alt du køber går ovenikøbet til et godt formål!

 

Kaffestuen på Østerbrogade

Et af mine absolut stamsteder! Lige når du kommer ind, er der til venstre de perfekte “arbejdsbåse”, hvor du kan indrette dit eget lille arbejdsunivers med en behagelig bænk og borde – som du også lige kan rykke helt ind til maven, hvis du vil sidde “med ret ryg”. OG du har din helt egen stikkontakt. Jeps, DIN personlige og ingen andres. Hvis du da er der først! Her er en behagelig summende stemning, som gør koncentrationen skarp – hvis du da er typen som mig, der godt kan lide at arbejde til “behageligt støj!” Frokostmulighederne herinde er dog desværre ikke så store.

Tip: De laver den bedste americano med “steamed” mælk. I en dejlig stor kop. 

Camilla Stemann

Yaks, det er allerede snart 8 år siden jeg flyttede til København. Eller rettere sagt: flyttede tilbage til København. Der var nemlig lige noget med, at jeg blev født i Brønshøj, noget med en far der så fik arbejde i Østjylland, en halvsøster, som vi savnede i Nordjylland og en mor der oprindeligt var fra Vestjylland. Lang historie, så lad os holde os til den korte; Jeg flyttede tilbage til hovedstaden, og det har jeg ikke fortrudt et eneste lille bitte minut siden. Jeg har taget min bachelor og  kandidat her i byen, og har bået både i Sydhavnen, på Frederiksberg og Amager. I dag bor jeg på Østerbro, er Community Manager på byguiden Yelp.dk, som også er en app, der guider til byens bedste lokale steder, og så har jeg bloggen Copenhagenbyme.com (Instagram; @copenhagenbyme), hvor jeg dedikerer min fritid til skønne København og bæredygtig livsstil. Jeg er også en (vaffel) foodie med stort F samt sociale medier-nørd, frankofil og vild med dansk design - og i det hele taget alt der er fremstillet lokalt og uden brug af flere ressourcer end nødvendigt. Jeg glæder mig til at dele mine tips med jer her på siden!