3/10/2016

De bedste kaffe-spots i Aarhus

Skrevet af:
Sidsel og Lasse

Bådcafé (Marselisborg Havn)

Bådcaféen er et relativt nyt indslag, og helt klart et sted, der er værd at besøge om sommeren. Caféen ligger for enden af en bådbro på Marselisborg havn og man har derfor havkig til alle sider, når man sidder og drikker sin latte.

Emmerys (Guldsmedgade + Bruunsgade)

Kæden Emmerys er jo lidt af en institution i byen, må man sige. I Guldsmedgade ligger den første, oprindelige bagerbutik, som vi også synes er den hyggeligste af dem. Deres lækre, økologiske kager skuffer aldrig, og god kaffe kan de helt sikkert også lave.

Kjærs Kaffebar (Ny Banegårdsgade)

Kjærs er en forholdsvis ny café, som ikke gør meget væsen af sig udefra, men når man først træder ned i det hyggelige kælderlokale, kan man godt forstå at mange aarhusianere har forelsket sig i det lille sted. Deres kaffe er i top og ditto deres hjemmebag.

La Cabra (Graven)

Dette er en perle af en kaffebar. Skønt med et sted, hvor man mærker stor passion både for kaffe, bagværk og indretning. Vores (og mange andre aarhusianeres) stamsted i en række år efterhånden. Gennemført og lækkert. Og helt klart én af Aarhus’ bedste cappuccinos.

La Cabra

Langhoff og Juul (Guldsmedgade)

Lækker øko-café og restaurant. Der serveres dampende varm kaffe i det fineste musselmalede stel. Prøv deres brød eller kage til – det vil du ikke fortryde.

Great Coffee (Klostergade)

Mange regner Søren Stillers kaffebar for den bedste i byen, og vi synes bestemt også at kaffen er i den rigtig gode ende. Her er rig mulighed for at nørde ristningsgrader, bønnetyper og terroir. Det er en hel videnskab! Man kan også nøjes med at synke ned i en sofa i det rustikke baglokale og nyde sin mokka i fred og fordragelighed.

Bill’s Coffee (Vestergade)

Bill’s er en rigtig hyggelig spiller på den aarhusianske kaffescene. Duften af kaffe når helt ud I Vestergade, og den har nok afbrudt mange gåture, fordi fristelsen blev for stor! Især deres flat white tager virkelig kegler.

Englen (Studsgade)

Hvis man er til belle epoque og paristisk stemning, så er Englen the place to go. Her er fint dækket op ved bordene, ægte kunst på væggene og spejlbeklædte facader. Drøm dig til Wien eller Paris med en kop americano i hænderne.

Bernth & Co (Borggade)

Man skal først og fremmest besøge Bernth & Co for deres sandwiches. De er helt klart blandt Aarhus bedste! Men stedet kan bestemt også lave en god kop kaffe. Og med en af deres hjemmebagte cookies til, er det en sikker vinder.

RS28 (Ryesgade)

Der er langt mellem de rigtig gode kopper kaffe på strøget i Aarhus, men heldigvis er RS28 genopstået der, hvor den næsten legendariske Sigfreds Kaffebar tidligere lå. Og endda med nogle af de samme baristaer som hos Sigfreds, så man er i kyndige kaffehænder på den lille café.

RS28

Street Coffee (Vestergade + Jægergårdsgade)

Hyggelig lille kaffebiks med vinyler på anlægget og dejlig kaffe på kanden. Vi mindes også at have fået en virkelig god citronmåne på stedet i Jægergårdsgade.

LYNfabrikken (Vestergade)

Vi elsker LYNfabrikken! Stedet er ideelt til et par timers arbejde eller en solskinsstund på deres tagterrasse. Helt klart det idéelle sted til at afholde møder, laver aftaler eller bare mødes over en god kop kaffe.

Go’ Kaffe (Ingerslevs Boulevard)

På Ingerslevs Boulevard er beboerne blevet beriget med en fin kaffebar. Man bør unde sig selv en tur på Ingerslev marked efterfulgt af en god kop mokka på den lille café.

Sidsel og Lasse

Vi hedder Sidsel og Lasse og har boet sammen i en lille lejlighed i Aarhus siden 2010. Derudover har vi sammen drevet livsstilsbloggen sidseloglasse.com siden 2009. Sidsel har en kandidatgrad i Oplevelsesøkonomi og arbejder som Digital Producer hos HELE VEJEN, mens Lasse har en kandidatgrad i Medievidenskab og arbejder med PR og marketing hos Minimum. Aarhus er og bliver vores yndlingsby, men vi har hver især også boet i blandt andet Sydney, København og San Diego i løbet af de sidste seks år. Vi elsker at udforske Aarhus og gøre brug af byens mange tilbud og muligheder, som der bliver flere og flere af i takt med den voksende popularitet, den jyske hovedstad har oplevet de seneste par år.