Den perfekte sommerguide til København
Eksaminer, stress og læsning er et overstået kapitel. Sommeren har ramt København, og byen viser sig fra sine mest fantastiske tider. Dette er sæsonen, vi alle har ventet på og overlevet en lang og kold vinter for. I stedet for at rejse væk hele sommeren, slår jeg et slag for, at København skal nydes i fulde drag. Jeg deler her mine yndlingstips til en dejlig sommer i byen.
Is skal der til!
Findes der noget bedre end en kold is i vaffel eller bæger, når solen skinner? København spækket med steder, der serverer lækker is. Her kan blandt andet nævnes: Nicecream, der ligger på Enghave Plads og Elmegade, Olufs på Olufsvej i København, Istid på Jægersborggade (ja, det er dem med nitrogen-isen fra Løvernes Hule!) og min personlige yndlings – Balderdash Ice Cream-Soda Parlour i Valkendorfsgade, der serverer de vildeste isdesserter og milkshakes med alkohol i (de fås også uden!). Min go-to på menukortet er deres chokolade-mint-milkshake med absint i.
I bølgen blå - de bedste badesteder
En af de mange fantastiske ting ved København er byens beliggenhed ved vandet. Vi skal ikke køre i timevis for at få adgang til strand og vand, vi har praktisk talt mulighed for at hoppe i bølgen blå, når og hvor det passer os. Hvis du er til badning midt i byen, er Islands Brygge, Ofelia og det nye Nordhavn tre gode bud. Hvis du gerne vil gå i vandet og mærke sand under dine fødder, så tag en rask cykeltur til Svanemøllehavnen eller Bellevue. I Svanemøllen kan du også cykle rundt og finde et af de mange skjulte badesteder, hvor du får det hele for dig selv. Hvis det skal være med service, så prøv Halvandet eller La Banchina på Refshaleøen. Førstnævnte er en stor og sjov beach club, hvor det afspejles, at beliggenheden er Amager. La Banchina er interimistisk og mega hipster.
Søndage på loppemarked
Ud med det gamle – ind med det nye. Og er der noget hyggeligere end at starte dagen med en tur på loppemarked? Om du selv vil have en bod og bruge en halv dag på at sælge ud af gemmerne, eller om du ynder at forkæle dig selv med lidt shopping, er der masser muligheder på sommerens loppemarkeder i København og Omegn. Gode bud på loppemarkeder, hvor du kan gøre gode fund er i Gentofte hver søndag, til Rita Blå’s Lopper på Sønder Boulevard den 9. juli eller til Tradono Market på Israels Plads den 9. juli.
Kolde øl og god musik på festivaler
Sommer er lig med festivaler. De to hænger uden tvivl sammen, og her mener jeg ikke kun Roskilde Festival. Danmark inviterer nemlig til øl, musik og lysesommernætter i form af et utal af festivaler, så du har rig mulighed for at opleve i hvert fald én festival i løbet af sommeren. For at nævne et par, kan du opleve Copenhagen Jazz Festival (7.-16. juli), Musik i Lejet (21.-23. juli) eller Grøn Koncert (21.-31. juli). Der er intet som at skabe sommerminder til festivaler, der helt sikkert byder på gode oplevelser, god musik, godt selskab og kolde øl.
Sommermiddage og udendørsservering
Vi skal i den grad nyde de lange, lyse nætter, og at vi kan sidde uden for og spise middag. Hos Oysters & Grill på Nørrebro bliver der serveret kold vin eller drinks og fisk i lange baner, og det er en perfekt restaurant til en sommeraften. For 195 kroner får du ”Havets Frugter”, hvor der af to omgange kommer forskellige retter, som bordet deler. Det smager sublimt, og prisen er meget rimelig. Samme stil findes i Kødbyen, hvor de fleste restauranter har udendørsservering på samme tid med at køkkenet holder åbent til sent på aftenen. En favorit her er Aperol Spritz og pizza hos Mother.