24/10/2016

Fem gode steder at tage på date i Aarhus

Skrevet af:
Sidsel og Lasse

Brætspilscaféen, Vestergade 58A

I Vestergade finder man mange hyggelige steder, og ét af de nyere er Brætspilscaféen. Her kan man leje hundredvis af brætspil - lige fra komplicerede rollespil til en simpel gang Backgammon. Caféen har en afslappet atmosfære, der indbyder til hyggelige dates med gode grin og konkurrencementalitet!

 

Vincaféen, Borggade 14

Aarhus er efterhånden ved at være rig på vinbarer, der kan bringe én kloden rundt glas for glas. En af de mest intime finder man i Borggade, hvor de gør en dyd ud af nørde vin på en lettilgængelig facon. Og så er det muligt at få gode dråber til 40-50 kr. pr. glas. De serverer også en velsmagende tapasanretning for to. Perfekt til en romantisk date.

 

Aarhus Street Food, Ny Banegårdsgade 46

Hvis der godt må være lidt mere larm og summen på jeres date, så er Aarhus Street Food stedet. Her kan I smage en masse forskellige retter eller bare slå jer ned ved et af langbordene til en kop kaffe eller en drink. Og så er der tit events og live musik i den gamle bushal, der er værd at tjekke ud i samme ombæring.

 

Marselisborg Dyrehave, Ørneredevej 6

Af og til kan det være rart at komme lidt væk fra byens larm. En date i Dyrehaven lidt uden for Aarhus C er altid et hit. Hvad er mere romantisk end at gå tur i skoven og kigge på dådyr? Og så kan man passende tage en picnic-kurv med under armen og spise frokost i det grønne.

Væksthusene og Botanisk Have, Peter Holms Vej

Man kan også sagtens nyde naturen kun få skridt fra bymidten. Botanisk Have og Væksthusene ligger smukt placeret mellem Den Gamle By og Aarhus Universitet, og byder på både eksotiske palmer, smukke tulipantræer og grønne plæner. Caféen tilknyttet Væksthusene laver tilmed supergode frokostretter til rørende priser.

 

Ole Rømer Observatoriet, Observatorievejen 1

En anderledes, og romantisk, date kunne foregå på Ole Rømer Observatoriet i Højbjerg. Her har man mulighed for at booke en gratis rundvisning inklusiv stjernekig i de store teleskoper, som observatoriet råder over. Hvis man er heldig og rammer en stjerneklar aften, så er der næsten ikke noget smukkere end at kigge op på den mørke aftenhimmel og spotte planeter, måner og stjernebilleder.

�2�tl

Sidsel og Lasse

Vi hedder Sidsel og Lasse og har boet sammen i en lille lejlighed i Aarhus siden 2010. Derudover har vi sammen drevet livsstilsbloggen sidseloglasse.com siden 2009. Sidsel har en kandidatgrad i Oplevelsesøkonomi og arbejder som Digital Producer hos HELE VEJEN, mens Lasse har en kandidatgrad i Medievidenskab og arbejder med PR og marketing hos Minimum. Aarhus er og bliver vores yndlingsby, men vi har hver især også boet i blandt andet Sydney, København og San Diego i løbet af de sidste seks år. Vi elsker at udforske Aarhus og gøre brug af byens mange tilbud og muligheder, som der bliver flere og flere af i takt med den voksende popularitet, den jyske hovedstad har oplevet de seneste par år.