30/9/2016

Gode Københavner-tips til når man er lidt på røven

Skrevet af:
Copenhagenwilderness

Når du skal handle

Køleskabet er tomt, tøjet har brug for vaskepulver og din kat mangler mad. Hos Wefood sælges der varer som supermarkeder ville have smidt ud, hvis det ikke var fordi varens emballage var beskadiget, var tæt på udløbsdatoen eller forkert mærket. Wefood er et genialt og nødvendigt koncept som nedsætter madspild, gavner miljøet, samt er med til at bekæmpe hungersnød med overskuddet og SAMTIDIG til nytte for forbrugeren idet varerne sælges LANGT billigere. Det er ikke altid til at vide hvad der er på hylderne hos Wefood – men det er en del af charmen. Måske skal du have frikadeller uden løg, måske skal du slet ikke have frikadeller! Adresse: Amagerbrogade 151

Skal du handle stort ind eller fragte dit nye DBA møbel hjem– så kan du låne <strong>gratis ladcykler</strong> i op til en uge på Amager hos http://www.miljopunkt-amager.dk/laan-en-ladcykel og Østerbro hos https://miljopunktosterbro.wordpress.com/lan-en-cykel/ladcykel/. Husk at booke i god tid!

 

Kaffe Reload

De færreste synes det er fantastisk at give 39 kr. for en Kaffe Latte – på røven eller ej. Men hos Zaggis der ligger 2 steder her i København, undgår man det fuldstændig. Her koster <strong>ALT</strong> nemlig 15 kr. fra Latte til iskaffe, til sandwich, kage, yoghurt og frugt. Og så er kaffen endda økologisk. Alt bliver serveret ”To Go”, men man kan sagtens sidder der.

Adresse: Østerbrogade 49 eller Frederiksborggade 43.  Der er desuden REFILL på Café Gavlen

 

Spise

København bugner med Folkekøkkener og særligt på Nørrebro er de stærkt repræsenteret. En hurtig Google søgning afslører, at man nemt alle ugens dage kan få serveret god mad i selskab med andre til mellem 20-65 kr. Der er således Folkekøkkener på Christiania (infocaféen), ArbejderMuseet (65 kr.), Korsgadehallen, Café La Rouge og KraftWerket og der er flere….

 

Oplevelser

København har enormt meget at byde på og det har altid været min opfattelse, at man lærer byen bedst at kende til fods. Er du helt ny i byen – så lad cyklen blive hjemme. Du ender alligevel bare med et ubehageligt tilråb, når du med din sightseeing hastighed blokkerer en ”grøn bølge” på cykelstien eller pludseligt standser fordi du har cyklet forkert.

 

Museer

Der er ingen grund til at blive hjemme, fordi budgettet er stramt. Rigtig mange museer i København er enten gratis hele ugen eller i hvert fald én dag om ugen. Eksempelvis kan du få gratis entre på Nationalmuseet, Tøjhusmuseet, Orlogsmuseet, Glyptoteket (tirsdag), Thorvaldsens (onsdag), Kunsthal Charlottenborg (onsdag fra kl. 17)

 

Walk-in-bio

I Cinemateket ved Kongens Have vises der danske film nonstop fra tirsdag til søndag i tidsrummet kl. 16:25-22. Det er gratis, dog er filmene ikke programlagte til et bestemt tidspunkt, ej heller er der mulighed for pladsreservation<strong>. Men det er alligevel en rigtig hyggelig oplevelse.

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Walk-in-Bio.aspx

 

Botanisk have – Palmehuset

Botanisk Have er et mine favoritsteder i København og ikke kun fordi jeg er plantegal. Når jeg sidder i det smukke gamle Palmehus fra 1870’erne, kan jeg næsten drømme mig til afsted til en tropisk jungleferie. Særligt om vinteren og med følgeskab af en god bog kan det anbefales at møve sig fra bænk til bænk i de 5 drivhuse, som har hver deres temperatur – varmeterapi!

http://botanik.snm.ku.dk/praktisk-information

 

Tårnet 

København er muligvis rimelig ”højde-jævn”, hvilket i min optik gør ”min by” noget så charmerende. Rundetårn er førstevalget for mange – men det koster faktisk penge og så kommer man kun 44 meter op. Tårnet på Christiansborg er Københavns højeste på 106 meter og så er det gratis. Udsigten er fantastisk med udsigt over byens tage!

 http://taarnet.dk/info/

 

... Ej at forglemme: de mange parker, smukke kirkegårde, Bakken, Dyrehaven, Christiania (der er eksempelvis mange gratis koncerter på Nemoland), gratis Foyerkoncerter i Skuespillerhuset.

Copenhagenwilderness

Skønne København har i 13 år været ”min by”. De sidste 7 år har min adresse været et gammelt tørreloft på Nørrebro lige ved Dronning Louises Bro - et smørhul lige mellem det pæne indre by og det rå og kantede ydre Nørrebro.

København er en by som på alle måde opfordrer til at gå på opdagelse. Den er muligvis lille, men altid i rygende udvikling, samtidig med at ”klassikerne” består og giver byen mere sjæl end nogen anden by jeg nogensinde har frekventeret.

Til hverdag arbejder jeg som sygeplejerske og ved siden af ernærer jeg mig som boligblogger og freelance selverfaret boligstylist med en stor forkærlighed for genbrug, planter og dansk design - særligt med en stor forkærlighed for spektrummet: "de små, lokale, skæve og kreative"