9/7/2018

GRATIS SOMMERAKTIVITETER I AARHUS

Skrevet af:
Linnéa Funk

Det er da lige før, at man ikke behøver at booke rejse i år, når det er varmere i Danmark end på Mallorca, hva? Hvis man vælger at blive i Danmark, er der heldigvis masser af ting, som man kan give sig til i Aarhus – også ganske gratis endda. Her får du mit bud på, hvad man kan få sommeren til at gå med:

Havnebadet

Det er ikke mere end få uger siden, at et af verdens største havnebade åbnede på Aarhus Ø. Der er gratis entré og god stemning alle dage fra kl. 11-19. Bare rolig, vandet i bassinerne er rene og der mulighed for at købe mad og drikke eller tage et spil volleyball. Man skal være forberedt på, at der er på solskinsdage er pakket med mennesker og biler, og det kan derfor bedst betale sig at hoppe på cyklen eller tage bussen derhen.  

Bassin 7, 8000 Aarhus C

Dome of visions

Ikke langt fra havnebadet ligger Dome of Visions, som er et kuppelformet glashus med beplantninger, der blandt andet huser en masse spændende og innovative events. Der er gratis adgang alle hverdage fra kl. 12-18 og i weekenden fra kl. 10-18. Uden for domen midt i industrikvarteret, er der desuden også plantet en urban have, som er hyggelig at udforske.  

Inge Lehmanns Gade, 8000 Aarhus C

VM på storskærm

Selvom Danmark er ude af VM i sparke-til-bold, er det nu alligevel ret hyggeligt at se en kamp på storskærm, – specielt hvis solen skinner og man har en kold cola i hånden. Der er gratis adgang til alle kampene ved DRs område på havnepladsen mellem DOKK1 og Navitas.

 

Aarhus Festuge

Selvom festugen først finder sted efter sommerferien fra d. 31 august, er det værd at nævne allerede nu, så man har mulighed for at udforske programmet på forhånd. Der er nemlig meget andet at opleve end indersiden af et fadølstelt, som festugen ellers har ry for. Festugen er også kendt for sin kunst og kultur.

 

Ingerslev-markedet

Et af mine personlige yndlingsmarkeder i Aarhus er på Ingerslevs Boulevard hver lørdag og onsdag fra kl. 07-14. Man finder alt fra planter til friske fiskedeller og små finurlige overraskelser. Udover det klassiske marked bliver der hver anden søndag holdt baggagerumsmarked, - oplagt hvis man er på udkig efter et godt second hand fund.

 

Stella Polaris

Et af de største gratis events i løbet af sommeren er Stella Polaris, som afholdes i Botanisk have d. 29 juli fra kl. 12-21. Der er mulighed for at købe mad og drikke, men man medbringer selv et tæppe eller en stol, og så er der ellers dømt summer-chill-out til lyden af elektronisk musik.

Botanisk have, 8200 Aarhus

 

SPOT royal scenen

Efter SPOT-festivalen i maj, har den lille runde scene ved Åen fået lov til at blive stående. Her kan man hver weekend opleve live musik fra upcoming kunstnere. Man kan sætte sig på en af caféerne og lytte med, men man kan også helt gratis sætte sig på den spanske trappe eller stille sig på broen ved siden af Magasin. 

Sommerbio på Moesgård Museum

Den 29. og 30. august afholdes der AURA Sommerbio på taget af Moesgård Museum under åben himmel. Begge dage bliver der vist film på storskærm fra kl. 20:30. Der er mulighed for at tage en bus derud, men har man friske ben, er det en flot cykeltur gennem skoven.

Moesgård Allé 15, 8270 Højbjerg

 

Danmarks største fredagsbar og idrætsdag

Denne dag handler nok lidt mere om festen end om idrætten, men derfor er det nu alligevel en af årets sjoveste dage. Arrangementet finder sted kort efter ferien, d. 21. september i Universitetsparken fra kl. 08-00, og er nordens største af slagsen. Selvom det officielt er en festdag for universitetsstuderende, er det åbent og gratis for alle studerende. Der er både livemusik og DM i øl-bowling på programmet.

Universitetsparken, 8000 Aarhus C

 

Begivenheder til billige penge

Der sker naturligvis også masser af ting i Aarhus i løbet af sommeren, som ikke er helt gratis, men jeg har udvalgt et par nævneværdige begivenheder, som er budgetvenlige.

Et af de events som jeg glæder mig mest til er Food Festival 2018, som finder sted på Tangkrogen fra d. 7.-9. september. Her kan man blandt andet opleve DM i hotdog, og med studiekort kan man få entré for 65 kr. Hvis man er mere til en bas(arm) der pumper, afholdes der vanen tro Grøn koncert d. 21. juli på Marienlyst Allé 42. Desuden er der en Fed Fredag-koncert hver eneste uge i Tivoli Friheden, hvor man kan få entré til parken for 160 kr. (det er billigere, hvis man kommer inden kl. 18.00).

 

Så er der vidst ikke andet for end at nyde den århusianske sommer. Jeg håber, at vi ses til nogle af arrangementerne.

Linnéa Funk

Hej :) jeg hedder Linnéa Funk, og jeg har boet i smilets by i alle mine 28 år. 

Nærmere bestemt bor jeg på Frederiksbjerg og er vokset op i Højbjerg lidt udenfor byen. Til dagligt arbejder jeg som fuldtids Instagrammer og blogger, og så læser jeg en kandidat i Analytisk Journalistik på AU. Jeg har en stærk tilknytning til min hjemby, Aarhus, og jeg bruger byens mange muligheder til næsten alt, hvad jeg foretager mig. Derfor kender jeg de gode hemmeligheder og små overraskelser, som jeg glæder mig meget til at dele med jer.