31/7/2017

Guide: Det skal du lave i august

Skrevet af:
Thit Lund

4. august: Street Food Festival Er du et madøre ligesom mig, skal du glæde dig. For første gang nogensinde afholdes der nemlig en hel festival med Street Food. Det foregår på Godsbanen i weekenden d. 4-6 august, og der kommer et kæmpe udvalg af mad. Fælles er, at alle boderne tilbyder et signaturmåltid for kun 40 kr., og så kan du slukke tørsten med øl fra Nørrebro Bryghus.

Læs mere her.

13. august: Marked i parken Marked i parken er på rekordtid blevet en kæmpe succes, og den 13. august løber det af stablen igen. Som sædvanlig er der loppestande, madboder med mad fra Kødbyens Mad & Marked og små trucks med kaffe og andet godt. Læs mere her.

18. august: Nord Havn åben Er du en vandhund (eller kan du bare godt lide havnestemning), skal du tage forbi nordhavnen d. 18. august, hvor der bliver afholdt Nord Havn Åben. Der kan du prøve at stå på supboard sammen med Surf Agency, hoppe i vandet med Culture Workspace eller spise dig mæt i skaldyr fra Clausens Fiskehandel. Læs mere her.

25. august - 3. september: Aarhus Festuge

August er også lig med Aarhus Festuge, der som sædvanlig afholdes i den sidste uge af august. Programmet er altid lidt af en jungle at finde rundt i, men der gemmer sig for det meste et par perler. Eksempelvis er jeg nødt til at se det her. Du kan se hele programmet her.

Thit Lund

Jeg hedder Thit og er aarhusianer med kæmpe A. Jeg har altid boet i Aarhus og kender den som min egen baglomme. Alligevel er jeg på en evig jagt efter byens små perler, som jeg med glæde deler og dokumenterer på min blog thitlund.dk

Jeg har min daglige gang i ø-gaderne og kan ikke forestille mig, at jeg skal bo andre steder end her i byens smørhul. Aarhus vokser nemlig på mig, og selvom jeg har boet her i 23 år, bliver byen ved med at imponere og inspirere.

Når jeg ikke snuser rundt med mit kamera eller går tur med min bomuldshund Albert, læser jeg kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.