11/6/2018

GUIDE: GODE STEDER AT NYDE SOLEN I KØBENHAVN

Skrevet af:
Sandra Willer

SOLBADNING & VAND

Islands Brygge

En kilometers penge fra Islands Brygge metrostation er der altid livligt, når solen er fremme! På badebroen kan man sole sig og springe i vandet. Folk har tit højtalere med, og der bliver også ofte drukket hen af aftenen. Der er super hyggeligt på Bryggen, og jeg vil anbefale det hvis man er en større gruppe eller et par stykker. Der er klart en lidt mere festlig stemning end nogle af de andre steder i byen!

”Marmormolen" Nordhavn

Lige ved Nordhavn station er der en dejlig badebro. Jeg var der et par gange forrige uge, og det minder meget om "Bryggen" – bare mere familie orienteret og stille og roligt. Det er et godt sted at ligge sig enten alene eller et par stykker sammen, og så kan jeg anbefale frokost hos Letz Sushi, der ligger lige ved siden af.

Svanemøllen strand

En dejlig lille strand lige mellem København og Hellerup. Der er hyggeligt ishus, og både badebro og strand at vælge i mellem. Det lufter tit lidt mere herude, hvilket er rigtig dejligt. Man kan enten gå fra Svanemøllen station eller tage 1A til ”Strandvænget” mod Hellerup.

Amager strand park

Her er der massere af plads at boltre på! Nu havde vi aldrig rigtig det her fantastiske sommervejr, da vi stadig boede på Amager, men jeg nåede da derud et par gange, og har også været der i år. En dejlig stor strand med lækkert vand, og så mener jeg også der ligger ”ismejeriet”, hvilket man bestemt ikke skal undervurdere. Det letteste her med det offentlige, er at tage metroen mod lufthavnen til ”Amager Strand”.

ANDRE UDENDØRSOMRÅDER

Kongens Have

Her tilbragte jeg de fleste solskinsdage efter skole, da jeg gik på Niels Brock lige ved siden af! Det er både hyggeligt at holde picnic et par tøser, spille druklege eller bare ligge for sig selv med en bog her. Der er virkelig smukt lige for tiden med mange fine blomster.

Fælledparken

På Østerbro er der også fælledparken, hvor det er dejligt både at løbe, lufte hunden eller slå sig ned. Her er der mange familier og legepladser.

Kastellet

Jeg elsker at gå ved Kastellet ned til Langelinie, og til alle turisterne ved den lille havfrue. Der er simpelthen så fint, og man kommer både forbi de store krydstogt skibe og små fine havneområder, hvis man fortsætter opad.

Jeg håber, det kunne give lidt inspiration - både til de nye og de gamle i byen! Hvis I har flere tips, må I endeligt efterlade dem i kommentarfeltet, så vi kan deles om det. I mellem tiden vil jeg også anbefale jer at tjekke Ny I Byens andre blogindlæg ud ud HER.

Sandra Willer

Jeg hedder Sandra, jeg er i starten og tyverne og bosat i København. Jeg er opvokset på landet, men flyttede hjemmefra og ind til København i den spæde alder af 17 år. 

Siden der har jeg både danset, shoppet og spist mig igennem byens gader.

Jeg deler glædeligt ud af mine tips, som omfatter alt fra gode "insta-caféer", til den bedste snaskede china-box og til hvor der er udsalg på designer stiletter. 

Til hverdag lever jeg af mine sociale medier, herunder min blog www.blogbysandra.dk. Jeg glæder mig til at tage jer med rundt i København!