20/12/2018

HYGGELIGE JULEOPLEVELSER I AARHUS

Skrevet af:
Julie Von Lyck

Vi er virkelig kommet efter det, når det kommer til julehygge og oplevelser i december i Aarhus. Du behøver ikke længere at tage hele vejen til København for at komme i julestemning - Aarhus har nemlig det hele og hvis ikke mere til. Jeg har derfor udarbejdet en guide til et udvalg af ting, du skal opleve i julen i smilets by, og jeg lover jer, at I ikke bliver skuffede. Så her får I min guide;

Tivoli Friheden

Tivoli Friheden er for tredje år i træk blevet forvandlet til et paradis for juleelskere fra slut november til slut december, så du behøver ikke tage hele turen til København for at komme i julestemning. Tivoli Friheden er efter min mening noget af det hyggeligste du kan opleve i julen. Udover at der er fyldt med smukke julelys og julemusik over alt i parken, og flere forlystelser har åbent, så har de også Danmarks højeste juletræ med lys i. Noget af det mest anbefalelsesværdige er deres madby inde i parken, hvor der er kommet mere end 20 madboder, der byder på alt fra hjemmelavede æbleskiver, Bubble Waffles, Ris'a la mande, Gløgg, og gourmet burgere fra byens lokale restauranter.

Den gamle by

Den Gamle By er for mange aarhusianere en tradition at besøge i julen. Her får du byens bedste hjemmelavede æbleskiver og varm kakao i julen. Der er mange oplevelser for store og små, og garanti for julestemning på torvet og i de hyggelige gader og stræder blandt hestevogne, julepynt og lysende lanterner. Du kan blandt andet følge 'juleruten' og lære lidt om Danmarkshistorien ved at se, hvordan julen er blevet fejret de seneste århundreder.

Salling Rooftop

Jeg er så stolt over, at vi har fået så skønt et sted, som Salling Rooftop i hjertet af Aarhus. Det er et af de hyggeligste steder i Aarhus pga. dens lanterner, levende lys og julemusik udenfor i hele december. Der er aldrig fuldstændig proppet med mennesker, hvilket gør det ekstra behageligt at være der. Udover at du på Salling Rooftop får en storslået 360 graders panoramaudsigt, så har rooftop caféen også byens bedste honning-julekage.

Fredensgade

Hvis du vil i ægte julestemning, som får dig til at føle, at du er trådt direkte ind i en amerikansk julefilm, så skal du blot tage lidt udenfor Aarhus. I Hinnerup ligger nemlig Fredensgade, hvor der I flere år er gået en villavej på cirka 20 hustande sammen om at pynte deres huse fra ende til anden. Jeg har så stor respekt for, at en hel vej kan blive enige om sådan et stort projekt og er så rummelige, at de bruger så meget tid på at pynte deres hjem og lader mere end 45.000 fremmede passere deres vej hvert år i december.

Andre markeder

Nemos julemarked: På Bispetorv i hjertet af Aarhus byder komikeren Søren Østergaard på et lille nostalgisk og traditionelt julemarked, med alt hvad (jule) hjertet begærer; æbleskiver, glühwein, gammeldags karruseller med lys i, nisselandskab, lykkehjul samt underholdning fra Nemo Scenen.

Julemarked i Ridehuset: Er du til kunst, så har Aarhus Kunst- og Julemarked i Ridehuset i mere end 20 år åbnet op for julehygge i november og december. Her finder du mere end 80 boder, hvor du primært kan købe hjemmelavet julepynt, juledekorationer og andet pynt i både moderne og traditionelt design. Normalt er kunstnerne primært østjyske, men i år er der flere med fra hele landet.

Jeg håber I kan bruge min guide <3

Julie Von Lyck

Jeg hedder Julie og er født og opvokset i Aarhus c. Jeg har haft min blog i 5 år og det den primært bærer præg af er min interesse for mode, kunst, kultur, rejser og oplevelser. Jeg elsker at gå ud og at være social - også online, så jeg kan dele ud af mine oplevelser.

Jeg har en bachelor i spansk og virksomhedskommunikation og Cand. Ling merc i Corporate Communication fra Aarhus Universitet.

Efter universitetet flyttede jeg til København og boede der i et år. Jeg savnede min by så meget, at jeg nu er flyttet tilbage og bor nu 75 % af tiden i Aarhus og 25 % af tiden i København.

Aarhus er efter min mening den dejligste by at bo i. Den er lige til. Hverken for stor eller for lille, og så blomstrer den hele tiden. Jeg er stolt af at være fra Aarhus - der er noget positivt, ærligt og charmerende over Aarhus og aarhusianere ;-)

Jeg ved præcis, hvordan det er at være ny i byen, så jeg skal nok tage jer tilflyttere i Aarhus i hånden og give jer mine bedste tips til eventyr i Aarhus.