20/10/2016

Inspiration til en weekend i København

Skrevet af:
Copenhagenwilderness

Mother 

En af byens bedste pizza’er fås hos Mother i Kødbyen, ja dér eller hos Gorm’s i Magstræde.

De fleste Københavnere kender Mother aldeles godt: stedet hvor ingen af de ansatte trendy typer taler dansk, hvor pizzaen kommer midt i forretten og hvor henvisningen til baren pga. ventetid er mere reglen end undtagelsen (når man ikke har fået reserveret bord). Men Que fuck… fordi det er altid mega lækkert! Pizzaerne og  Spritz’eren på prosecco gør ventetiden i baren det hele værd og nårh jah, så synes jeg også at den lille bar , samt selve restauranten er fantastisk smuk, med sit rå og minimalistiske møblement.  

Mother i Kødbyen

Bar Next Door

Madklubben indtog for ikke så forfærdelig længe siden den ikonske ”neonlys”- karré på Nørrebro – lige ved søerne og festbroen ”Dronning Louise”, med hele 3 restauranter. Sidste år kom der et nyt skud på stammen – baren: ”Bar Next Door”. Her langes der helt utroligt lækre cocktails over bordet og så kan jeg klart anbefale at man bestiller snacks fra Nabo restauranten ”Alabama Social”. Fritterne og deres ”Alabama Hot Wings” med mango chutney er piv lækre.

Barnextdoor@madklubben

 Palmehuset i Botanisk Have

Det gamle Palmehus i Botanisk Have er altid et besøg værd om man kan lide planter eller ej. Om vinteren er Palmehuset et genialt tilflugtssted når man skal have varmen – luftfugtigheden er høj og fryser man ekstra meget, så kan det anbefales at man tager en af  vindeltrapperne op i toppen af drivhuset – her når varmen en hel anden højde.

Nyhavn

Nyhavn betragtes ofte af Københavnere som et område forbeholdt turister – udenlandske som danske. De farverige huse i den brostensbelagte gade er da også nogle af de mest fotograferede i København. Jeg kan nu faktisk godt forstå udefrakommendes fascination af området – her jo faktisk rigtig smukt. Der er ingen der siger at man behøver sætte sig på turistrestauranterne… tag en øl med og sæt dig på kajen.

Bungy Jump Copenhagen

Ude på Halvandet kan man få udfordret sin modighed og grænser: man kan nemlig for 500 kr. få sit livs flyvetur fra en kran i 69 meters højde – det er en vanvittig god oplevelse og måske noget man skal udfordre en ”kær” på for sjov. 

Se mere på @bungyjumpcph
Copenhagenwilderness

Skønne København har i 13 år været ”min by”. De sidste 7 år har min adresse været et gammelt tørreloft på Nørrebro lige ved Dronning Louises Bro - et smørhul lige mellem det pæne indre by og det rå og kantede ydre Nørrebro.

København er en by som på alle måde opfordrer til at gå på opdagelse. Den er muligvis lille, men altid i rygende udvikling, samtidig med at ”klassikerne” består og giver byen mere sjæl end nogen anden by jeg nogensinde har frekventeret.

Til hverdag arbejder jeg som sygeplejerske og ved siden af ernærer jeg mig som boligblogger og freelance selverfaret boligstylist med en stor forkærlighed for genbrug, planter og dansk design - særligt med en stor forkærlighed for spektrummet: "de små, lokale, skæve og kreative"