22/11/2017

LYNFabrikken - Aarhus mest arbejdsvenlige cafe

Skrevet af:
Thit Lund

Den største luksus jeg ved er at sidde ude i byen og arbejde. Jeg når det dobbelte på den halve tid, og så elsker jeg at kigge på mennesker og arbejde med lyden af en brummende espressomaskine og små-snakkende mennesker. Der er mange, der slet ikke kan forstå, hvordan jeg kan koncentrere mig, men jeg er virkelig i zen, og jeg prøver at komme så meget ud som overhovedet muligt (både hvad angår både tid og pengepung).

 

Cafeen ligger gemt i en baggård til Vestergade, og er et fint miskmas mellem kontor og cafe. De serverer super god kaffe, og så er de, til forskel fra andre cafeer, virkelig søde til at man må slå computeren op og arbejde igennem nogle timer. Hvis man kommer omkring klokken 9, kan man se, at mange andre gør det samme, og det er hyggeligt at sidde blandt en masse fellows, der også begraver sig i projekter og arbejdsopgaver.

De serverer alt slags kaffe, brød og små frokostanretninger. Det eneste minus jeg kan komme på er, at musikken er lige en tand for høj for mig.

Cafeen bor på første sal, og når de første forårstegn viser sig, slår de dørene op til deres store tagterrasse. Udover at være en kombineret cafe og kontor holder de også super seje arrangementer, og mangler du et mødelokale, er der også mulighed for at booke det.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været der, og jeg bliver ved med at komme igen. Jeg er nemlig drøn glad for, at vi har sådan et sted i Aarhus, hvor os, der ikke kan finde ud af at arbejde hjemme, kan søge tilflugt.

LynFabrikken Vestergade Åben man-fre fra 9-17

Thit Lund

Jeg hedder Thit og er aarhusianer med kæmpe A. Jeg har altid boet i Aarhus og kender den som min egen baglomme. Alligevel er jeg på en evig jagt efter byens små perler, som jeg med glæde deler og dokumenterer på min blog thitlund.dk

Jeg har min daglige gang i ø-gaderne og kan ikke forestille mig, at jeg skal bo andre steder end her i byens smørhul. Aarhus vokser nemlig på mig, og selvom jeg har boet her i 23 år, bliver byen ved med at imponere og inspirere.

Når jeg ikke snuser rundt med mit kamera eller går tur med min bomuldshund Albert, læser jeg kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.