18/9/2017

Tre træningsklubber du skal kende

Skrevet af:
Thit Lund

Efteråret banker på, og træningsrutinen skal måske genstartes eller ses efter i sømmene. Heldigvis er der råd for, hvordan du kommer i gang – jeg har nemlig samlet tre træningsklubber i Aarhus, du er nødt til at kende.

#1 Runaar Aarhus’ bedst kendte løbeklub er Runaar, som efterhånden har en del år på bagen. Klubben løber fra midtbyen (ved Skanseparken) flere gange om ugen, og der er både forskellige distancer og ikke mindst pace-grupper. Sagt på en anden måde kan alle være med ligegyldig alder og kondition – hvorfor der også nogle gange er helt op til 200 løbere samlet. Klubben er kendt for sit sociale liv, og de fleste der starter med at løbe i klubben hænger ved. Læs mere om Runaar her

#2 Running Wild Jeg har først for nyligt stiftet bekendtskab med Running Wild, som er en løbeklub, der holder til i Riis Skov. Ligesom Runaar løber Running Wild er par gange om ugen, og der er også forskellige hold alt efter, hvor hurtigt og langt man løber. Til forskel fra Runnar har de også løbehold i weekenden. Jeg løber med om søndagen på 11 kilometer distancen et par gange om måneden. Læs mere om Running Wild her. 

#3 Aarhus Studentersvømning Er du vild med at svømme? Eller gad du godt blive bedre? Så skal du starte hos Aarhus Studentersvømning, hvor du kan få svømmeundervisning to gange om ugen for bare 450 kroner for en sæson. Det er dælme billigt – og så er svømning jo bare en super god motionsform. Svømmeklubben holder til ved Ingerslev Svømmestation. Du kan også være med, selvom du ikke er studerende. Læs mere her.  

Thit Lund

Jeg hedder Thit og er aarhusianer med kæmpe A. Jeg har altid boet i Aarhus og kender den som min egen baglomme. Alligevel er jeg på en evig jagt efter byens små perler, som jeg med glæde deler og dokumenterer på min blog thitlund.dk

Jeg har min daglige gang i ø-gaderne og kan ikke forestille mig, at jeg skal bo andre steder end her i byens smørhul. Aarhus vokser nemlig på mig, og selvom jeg har boet her i 23 år, bliver byen ved med at imponere og inspirere.

Når jeg ikke snuser rundt med mit kamera eller går tur med min bomuldshund Albert, læser jeg kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.